Normalt er en lystfikserhistorie en sjov og spænde historie, der handler om, hvor stor en fisk den lystfisker, som indlevende fortæller historien, har bjerget, og hvilke genvordigheder og anstrengelser den stakkels lystfikser måtte igennem for at få fisken landet.Men så vejede den altså også næsten 20 kg og var sååååå stor. Men denne lystfiskerhistorie er sand.
Den handler om mig og om mine to svogre, Kurt og Kenneth, som elsker at fiske – ja, det gør faktisk hele min kones familie – hvilket har ført til en del (kærlige) drillerier fra dem til mig. For jeg er ikke meget for alt det dér fiskeri, jeg vil hellere en tur i fitnesscenteret end en tur på stranden.
Min første fisketur
Men som sagt gav det anledning til en del drillerier, så modvilligt havde jeg sagt ja til at tage med Kurt og Kenneth på fisketur den første lørdag i maj. Vi skulle fange havørreder.
Bilen blev pakket med alskens grej og madding – både til fiskene og til fiskerne. Jeg var i en periode, hvor jeg trænede meget, så jeg havde lagt et brev proteinpulver og en kvart mælk – til at blande det op med – i min fisketaske.
Spændingen stiger
Nu er det jo sådan, at jeg faktisk elsker at spise fisk, men bare aldrig har haft lysten til at fange og nakke dem selv, ligesom jeg aldrig kunne drømme om at gå ud og skyde en ko, selvom jeg også elsker en bøf. Men jeg må alligevel indrømme, at som vi kørte derudaf med højt humør og store forventninger og tænderne løbende i vand efter den – forhåbentlig – selvfangede aftensmad, begyndte spændingen da at stige selv for mig.
Vi ankom til fiskestedet. Vejrprofeterne havde lovet overskyet og tilpas lave temperaturer og vindforhold, der ifølge Kurt og Kenneth var perfekte.
Tidlig morgen står vi der. Fuglestemmer oppe fra luften, sagte lyd af bølgernes harmoniske, rytmiske skvulp ind mod land, hvorefter de sydende trækker sig tilbage igen. Det er simpelthen en perfekt fiskemorgen. Også for fiskene for vi fanger ikke nogen.
Den rette madding
Efter adskillige timer og endnu flere kopper kaffe, beslutter jeg mig for, at det er på tide at få en energiindsprøjtning i form af min proteindrik. Det kunne Kurt og Kenneth jo selvfølgelig ikke lade gå ubemærket hen, så de begynder at spille med musklerne og puffe lidt til mig, hvilket får mit proteinpulver til at forsvinde i vindens retning ud over havet.
Det fik selvsagt Kurt og Kennet til at komme med sjove vittigheder om, at nu ville vi fange kæmpe ørreder med store muskler, der ville være så store, at vi måtte være alle tre mænd om at trække dem i land.
Den der ler sidst, ler bedst
Og de fik ret – næsten – for efter kun en halv times mere fiskeri, fik far her en havørred på krogen, den sprang og gjorde bevægelser, der gjorde det besværligt at få den i land – især for sådan en nybegynder som mig, men ind kom den, og den var stor. Ca. 80 cm og 12,5 kg.
Den historie har gået hele familien og vennekredsen rundt, så nu er jeg ham Jacob, der doper ørrederne, for at får de bedste resultater!
