Havfiskeri på Bornholm

Prøv lystfiskeri fra en båd i havet omkring Bornholm – her oplever du spænding og udfordringer.

Havet omkring Bornholm byder på masser af oplevelser
Havet omkring Bornholm byder på masser af oplevelser for dig, som elsker at fiske og uanset om du er mere eller mindre erfaren, er “Østersøens perle” altid en udfordring for den naturelskende lystfisker. I havet omkring Bornholm har du flere muligheder for lystfiskeri:

Pirkefiskeri efter torsk
Farvandet omkring Bornholm byder på flere vrag og stenbuler, hvor der er god mulighed for at gøre gode torskefangster. For at have en reel chance for de rigtig gode fangster kræver det enten at du har sat dig grundigt ind i de gode positioner eller at du allierer dig med én af de lokale turarrangører. Har du ikke selv en båd, kan du naturligvis også leje den eller tage med på tur med en udlejer/guide.

Kystnært fiskeri fra jolle
Hele året er der gode muligheder for fine fangster ved kystnært fiskeri fra joller. En tur ud over revene på syd- vest- eller østkysten, eller langs den nordlige og nordøstlige del af øen med klippeskær og dybt vand giver hele året god mulighed for havørreder og torsk. I sommerhalvåret fanges der endvidere bl.a hornfisk, sild og fladfisk.

Trolling på Bornholm
Er du til fart på havet, ekkolod, navigator og dybdetrollingsrigge? Så er Bornholm det helt rigtige valg. Den amerikanske fiskemetode, trolling, er meget udbredt i Skandinavien og især på Bornholm. Området omkring øen er meget rig på laks, og fiskeriet har i de senere år været ganske forrygende. Selvom der er fisk hele året rundt, er perioden november-maj at foretrække. Her er vandet koldt og fiskene mest hugvillige!

De fleste bornholmske havne har slæbesteder
De fleste havne på Bornholm har slæbesteder og du kan derfor nemt sætte din båd i vandet det mest hensigtsmæssige sted i forhold til den fiskeplads, du har udset dig. Derved er der mulighed for at minimere sejltiden og tage hensyn til vind og vejr.

Særlige regler for trolling med downrigger
Vær opmærksom på særregler for Bornholm for trollingfiskeri med downrigger:
Trollingfiskeri med downrigger, er ikke tilladt fra lavvandslinien og indtil 1 sømil omkring Bornholm og Christiansø.

Trolling Master Bornholm
Det populære stævne “Trolling Master Bornholm” finder igen sted på klippeøen i 2014, nemlig i dagene fra den 30. april til den 3. maj. Igen er det Tejn Havn, som danner ramme om den 10. udgave af Trolling Master Bornholm.
Læs mere om Trolling Master Bornholm her

Trollingtræf Bornholm   
Melsted Trolling Center og Sport Dres Bornholm inviterer igen til trollingkonkurrencen Trollingtræf Bornholm – en konkurrence, hvor du fisker efter laks og havørred. Trollingtræf Bornholm finder sted fra lørdag den 12. april til lørdag den 20. april 2014.
Læs mere om Trollingtræf Bornholm her

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *